Raske Penge & Klumben

Raske Penge fortæller ifbm. udgivelsen af albummet LIVET:
“Der er ti år mellem os. Vi er begge fra små provinsbyer. Ingen af os har musikalsk familie eller gået i musikskole. Vi er børn af rengøringsdame, langturschauffør og skolelærere.


Vi mødte hinanden igennem illegale piratfester i Kbh og miljøerne omkring graffiti, Ungdomshuset og RubADub Sundays. I 2010 begyndte vi at lave musik sammen med vores ven TopGunn i nogle utætte lokaler på Bolsjefabrikken. Musikken blev overraskende populær på youtube, P3, Roskilde Festivalens campingareal, i rygerklubber og på børneværelser.
Vi havde en årrække med masser af koncerter i hele Skandinavien, tourné i Brasilien, priser og tv optrædener derudaf. Og hvor vi udgav en række singler sammen og albums hver for sig.


I dag er Klumben meget aktiv med den populære kvartet Humørekspressen og som producer. Raske Penge lever som DJ og af at drive sit uafhængige pladeselskab Raske Plader.”

BOOKING: kaspar@prime.as