Verdens største musikshow har nu været på dansk TV i over et årti og kun få fra programmet har slået igennem herhjemme og ingen internationalt.
Derfor sidder jeg og tænker, hvad er der gået galt og hvordan kan det gøres bedre?
Jeg har absolut ikke lyst til at kritisere en eneste af de involverede, da det er en imponerende og underholdende produktion hele vejen rundt, og den ligger jo helt i toppen når vi taler seertal. Min motivation for dette brev er at starte en frugtbar diskussion, da jeg lige nu sidder med en række ubesvarede spørgsmål:
- Hvorfor kan et show i primetime med massiv eksponering ikke give de unge artister flere succeshistorier?
- Hvorfor bliver folk ved med at tilmelde sig?
- Har DR & TV2 gået til opgaven med præmissen at det skulle være for unge danskere der spiller musik som en hobby eller folk der bare gerne vil på tv for sjov?
- Mangler der opfølgende hjælp/coaching til de unge artister, efter showet er overstået?
- Hvad gør de rigtigt i f.eks. UK, hvor samme show har skabt en række superstjerner? (One Direction, Little Mix, Olly Murs, Alexandra Burke m.fl.)
Der er selvfølgelig en artist som Sigmund der har taget influencer-vejen og generelt er en hårdtarbejdende og opfindsom type med mange bolde i luften. Personligt tror jeg at han stadig havde haft succes, havde han ikke været en del af showet. Jeg kan faktisk heller ikke huske, mens jeg sidder og skriver, hvem der vandt det år han var med.
Det ser faktisk ud som om 4. pladserne klarer sig bedre end nogen andre, udover Sigmund i 2018, så fik Basim den i 2007 & Citybois fik den 2015.
Jeg har selv været en del af musikbranchen i ca. 12 år og har set masser af artister komme og gå. Både i Danmark og i udlandet. Det er en benhård branche, og hvis du ikke lever og ånder 200% for din musik og er mega udholdende, så er du hurtigt væk igen.
Selv har jeg altid haft en passion for upcoming talenter, da jeg er totalt musiknørd og brænder for at se de unge folk til det næste niveau. Da jeg selv var ung producer var der absolut ingen steder for mig at passe ind, så jeg skulle altid skabe min egen vej og løbebane. Derfor har jeg bl.a. startet talentshowet Next Up samt artist management & booking bureauet Wontune.
Jeg kan med mine egne briller se, at der er et kæmpe potentiale i talentmassen, der kommer igennem X-Factor maskinen. Selvfølgelig er der også en masse herlige mennesker uden en tone i livet og det er ren underholdning, men der er altid en håndfuld kæmpestore talenter. Hvor er de henne idag?
Jeg håber virkelig der bliver kigget på måden, de unge mennesker bliver håndteret på! Jeg er selvfølgelig klar til selv at hjælpe til, men hvis en anden ser dette åbne brev og finder en passion for at løfte opgaven ville det for mig være ligeså fedt som selv at gøre det!
Skrevet med kærlighed og håb om et bedre resultat for både TV kanalerne & artisterne!